Privatlivspolitik
Gyldighed
Denne politik er gyldig fra 1. juni 2026 og gælder for appen LITOU samt den relaterede hjemmeside litou.dk.
Hvem er vi?
Vi er headhuntere, der har udviklet den professionelle matchmaking app LITOU, som matcher virksomheder med kandidater på en nem og enkel måde uden brug af stillingsopslag, ansøgning og CV samt jobportaler og HR-databaser. Du er altid velkommen til at kontakte os her, hvis du ønsker flere oplysninger. Det gælder også, hvis du har spørgsmål til denne privatlivspolitik eller vil give os ris eller ros.
Dataansvarlig
Vi er dataansvarlige for de personoplysninger om vores brugere, kunder og samarbejdspartnere, som vi behandler. Det er vores ansvar at sikre, at dine personoplysninger behandles ordentligt. Derfor stiller vi høje krav til vores samarbejdspartnere, og vores partnere skal garantere, at dine personoplysninger er beskyttet. Eksterne leverandører kan eksempelvis levere systemer til at organisere vores arbejde, services, rådgivning, IT-hosting eller markedsføring.
Hvad er personoplysninger?
Der findes 2 typer personoplysninger:
Almindelige personoplysninger omfatter alle oplysninger bl.a. identifikationsoplysninger som navn, adresse, alder og uddannelse. De omfatter også økonomiske forhold som skat og gæld. Personoplysninger indebærer også væsentlige sociale problemer, andre rent private forhold, sygedage eller tjenstlige forhold. Oplysninger i form af billede, familieforhold, bolig, bil, eksamen, ansøgning, CV, ansættelsesdato og -stilling, arbejdsområde og arbejdstelefon er også personoplysninger.
Følsomme personoplysninger er udtrykkeligt afgrænset i databeskyttelsesforordningen, og adgangen til at behandle sådanne oplysninger er snævrere end ved almindelige personoplysninger. Følsomme oplysninger er oplysninger om race og etnisk oprindelse, politisk overbevisning, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold, genetiske data, biometriske data med henblik på entydig identifikation, helbredsoplysninger, seksuelle forhold eller seksuel orientering.
Oplysninger, som vi indsamler
Brugeroplysninger: Brug af appen genererer oplysninger om din aktivitet, herunder hvordan du bruger den, som f.eks. hvornår du loggede ind, funktioner, som du har brugt, udførte handlinger, oplysninger fra andre brugere, som du har fået vist eller interageret med, og hvordan du interagerer med andre som f.eks. søgninger, matching og kommunikation.
Kontooplysninger: Når du opretter en profil, giver du os grundlæggende oplysninger om den profil, du vil oprette såsom dit logo/navn, email og virksomhed.
Profiloplysninger: Når du udfylder din profil, har du mulighed for at afgive yderligere oplysninger såsom geografisk placering, branche, profiltype, ansættelsesvilkår og mærkesager. Du får også mulighed for at tilføje yderligere oplysninger som en personlig tekst, antal ansatte i virksomheden eller i afdelingen samt uddannelse og udførte projekter. Det er kun profiltypen, der er obligatorisk at udfylde, men jo mere specifik du er i afgivelse af oplysninger, des bedre match kan systemet give dig. Læs her hvordan du, som virksomhed, bedst tiltrækker det, du søger. Som kandidat kan du læse her, hvordan du skriver dig til samtalen. Ansættelsesvilkår kan gå ind under personfølsomme oplysninger, idet du, hvis du er fleksjobber, gør opmærksom på, at du søger et job under specielle vilkår,
Ansigtsgenkendelse: Når du uploader et billede på din profil, kan det i visse tilfælde opfattes som en personfølsom oplysning, da det bedste billede er det, hvor du nemmest bliver genkendt. Hermed giver du samtykke til at vise dit billede over for andre brugere som en form for identifikation og genkendelse af dig. Læs her hvilket billede, der egner sig til en virksomhedsprofil, og læs her, hvilket billede, der egner sig til en kandidatprofil.
Identifikationsoplysninger: For virksomhedsbrugere indsamler vi CVR-numre. På sigt vil vi indføre flere logind muligheder med tilsvarende identifikation for at kontrollere, at du er den, du udgiver dig for at være.
Tekniske oplysninger: Brug af appen involverer indsamling af oplysninger fra og om den enhed, du bruger til at få adgang til appen, herunder hardware- og softwareoplysninger såsom IP-adresse, enheds-id og -type, app-indstillinger og -karakteristika, app-nedbrud, annoncerings-id samt identifikatorer forbundet med cookies eller andre teknologier, der entydigt kan identificere en enhed eller browser. Læs mere om vores cookiespolitik her.
Indhold: Når du bruger appen, kan du begynde en dialog med dit match. Du er selv ansvarlig for, hvad du skriver til den anden part. Vi anbefaler dog, at du læser vores retningslinjer, inden du starter en dialog.
Købsoplysninger: Når du foretager et køb, beholder vi fakturaen som bevis på transaktionen (f.eks. hvad du har købt, datoen, prisen samt CVR-nummer og adresse på virksomheden).
Markedsføring og spørgeundersøgelser: Vi afvikler undertiden spørgeundersøgelser, fokusgrupper eller markedsundersøgelser for konstant at kunne forbedre appen. Når du vælger at deltage, giver du os oplysninger til at behandle din tilmelding og deltagelse, såvel som dine svar på vores spørgsmål og din feedback.
Oplysninger til kundesupport: Når du kontakter os, giver du os oplysninger, der kan være nødvendige for at behandle din forespørgsel. Andre personer kan også indsende forespørgsler eller indberetninger, der involverer dig. Endelig kan vores modereringsværktøjer og -teams indsamle yderligere oplysninger som en del af deres undersøgelser.
Formål med at bruge dine oplysninger
Hovedformålene er at identificere dig som bruger og levere den bedste service til dig nu og over tid. Dette omfatter at forbinde dig med andre brugere og at tilpasse din oplevelse og simpelthen hjælpe dig med at få mest muligt ud af appen. Vi behandler også dine oplysninger for at beskytte dig og alle de andre brugere, når de bruger appen. Vi tager dette ansvar meget alvorligt, og vi arbejder altid på at forbedre vores systemer og processer for at optimere vores beskyttelse af dig. Vi registrerer også dine køb og betalinger, og så bruger vi også oplysningerne til statistik for at gøre opmærksom på, hvor mange brugere der er inden for de forskellige matchkategorier. I den forbindelse er dine personlige oplysninger naturligvis anonymiseret.
Følgende er kun muligt ved afgivelse af personoplysninger:
For at gøre det muligt for dig at bruge appen. Vi bruger dine personoplysninger til at oprette en profil og til at drive og vedligeholde de forskellige funktioner på appen samt anbefale andre medlemmer til dig og anbefale dig til dem. Personoplysningerne gør det også muligt at organisere præmielodtrækninger og konkurrencer, besvare dine anmodninger og spørgsmål, overvåge funktionsdygtigheden af appen samt foretage fejlfinding og løse problemer efter behov.
For at muliggøre dine køb. Oplysningerne på fakturaen gør det muligt at behandle betalinger og vil blive gemt i overensstemmelse med gældende lovgivning.
For at gennemføre forbedringer og oprette nye funktioner og services. Vi har også brug for dine personoplysninger for at kunne tilbyde dig fokusgrupper eller udføre markeds- og spørgeundersøgelser, analysere hvordan appen bruges samt gennemgå interaktioner med kundeserviceteams for at forbedre servicekvaliteten. Vi kan også udvikle og forbedre nye funktioner og tjenester, herunder gennem maskinlæring og andre teknologier og afprøve dem
For at beskytte dig og andre brugere. Vi har brug for dine personoplysninger for både at kunne forebygge, påvise og bekæmpe overtrædelser af vores retningslinjer og at kunne udvikle og forbedre værktøjer til at forebygge, afsløre og bekæmpe overtrædelser af vores retningslinjer samt forebygge gentagelser navnlig ved at forhindre enkeltpersoner, der overtræder vores retningslinjer, i at oprette en ny profil. Det skal også være muligt at kunne informere indberettende personer om, hvordan vi har håndteret indberetningen samt kunne bekræfte din identitet. Vi skal også kunne beskytte betalinger og bekæmpe økonomisk bedrageri
For at overholde gældende lov, fastlægge, udøve og forsvare retskrav og rettigheder. Vi skal også kunne opbevare oplysninger for at overholde – og bevidne overholdelse af – gældende lovgivning, støtte undersøgelser og forsvar i potentielle eller igangværende retssager, lovmæssige tiltag eller tvister. Besvare lovlige anmodninger fra retshåndhævende myndigheder, domstole, tilsynsmyndigheder og andre tredjeparter samt indberette ulovligt eller krænkende indhold til retshåndhævende myndigheder, offentlige eller andre myndigheder og fastlægge, udøve eller forsvare igangværende eller varslede krav samt dele oplysninger med retshåndhævende myndigheder eller partnere for at bekæmpe misbrug eller ulovlig adfærd
Deling af personoplysninger
Da vores formål er at skabe meningsfulde forbindelser mellem virksomhed og kandidat, bliver nogle af dine oplysninger naturligvis synlige for andre brugere på appen. Det er naturligvis helt frivilligt, hvor meget du ønsker at dele, og du styrer det hele selv i din profils indstillinger.
Indberetning: Hvis en bruger indsender en indberetning, der involverer dig (såsom en påstand om, at du har overtrådt vores retningslinjer), kan vi fortælle den indberettende person om, hvilke handlinger vi har foretaget, hvis relevant, som følge af deres indberetning. Det samme gælder, hvis du indsender en indberetning, der involverer en anden bruger. Læs vores retningslinjer for at finde ud af, om de er blevet overtrådt.
Retshåndhævende myndighed: På baggrund af en indberetning, som er i uoverensstemmelse med loven, kan vi videregive dine data for at overholde en juridisk proces, såsom en retskendelse, stævning eller ransagningskendelse, hjælpe i efterforskning foretaget af myndigheder/retshåndhævelse eller andre juridiske krav samt hjælpe med at forebygge eller afsløre kriminalitet eller beskytte enhver persons sikkerhed og etablere, udøve eller forsvare juridiske krav.
Tjenesteudbydere/partnere: Vi deler oplysninger med leverandører og partnere, der hjælper os med at drive, markedsføre og forbedre appen. De leverer tjenester til os såsom datahosting og -vedligeholdelse, analyser, kundeservice, markedsføring og behandling af betalinger, juridisk support og sikkerhedsaktiviteter.
Annonceringspartnere: Appen er 100% annoncefri og nyhedsbrevsfri for at give dig en bedre brugeroplevelse.
I forbindelse med fusion og opkøb: Vi kan overføre dine oplysninger, hvis vi er involveret, enten helt eller delvist, i en fusion, salg, opkøb, afhændelse, omstrukturering, omorganisering, opløsning, konkurs eller anden ændring af ejerskab eller kontrol.
Periode for opbevaring af dine data og sletning af dine personoplysninger
Oplysningerne opbevares i det tidsrum, det er tilladt i henhold til lovgivningen, og vi sletter dem, når de ikke længere er nødvendige. Perioden afhænger af oplysningernes karakter og baggrunden for opbevaring. Det er derfor ikke muligt at angive en generel tidsramme for, hvornår informationer slettes. I forhold til betalingsoplysninger opbevares disse sikkert og forsvarligt i vores regnskabssystem, der er GDPR compliant, og vi opbevarer kun oplysninger om transaktioner og køb i henhold til regler om bogføring.
Hvis du beslutter dig for at stoppe med at bruge appen, kan du slette din profil, og din profil vil ikke længere være synlig for andre brugere. Efter profilsletning gemmer vi dine oplysninger som angivet nedenfor:
For at beskytte vores brugeres sikkerhed implementerer vi et sikkerhedsopbevaringsvindue på tre måneder efter sletning af profilen eller et år efter en profilspærring. I denne periode opbevarer vi dine oplysninger for at undersøge ulovlig eller skadelig adfærd. Opbevaring af oplysninger i løbet af dette sikkerhedsopbevaringsvindue er baseret på vores såvel som på potentielle tredjepartsofres legitime interesse.
Vi opretholder begrænsede oplysninger for at overholde juridiske dataopbevaringsforpligtelser: nærmere bestemt opbevarer vi transaktionsoplysninger i 5 år for at overholde skattemæssige og regnskabsmæssige lovkrav, kreditkortoplysninger i den periode, hvor brugeren kan anfægte transaktionen, og “trafikoplysninger”/logfiler i et år for at overholde juridiske dataopbevaringsforpligtelser. Vi fører også optegnelser over samtykker, som brugere giver os, i fem år for at overholde og bevidne vores overholdelse af gældende lovgivning.
Endeligt opretholder vi oplysninger på grundlag af vores legitime interesse, hvor der er et udestående eller potentielt problem, krav eller tvist, der kræver, at vi opbevarer oplysninger, især hvis vi modtager en gyldig juridisk stævning eller anmodning, der beder os om at opbevare oplysninger (i hvilket tilfælde vi skal opbevare oplysningerne for at overholde vores juridiske forpligtelser), eller hvis oplysninger ellers ville være nødvendige som led i retssager.
Vi kan, hvor det er tilladt ved lov, opretholde og bruge oplysninger, der i sig selv ikke specifikt kan identificere eller tilskrives dig til de formål, der er beskrevet i denne privatlivspolitik, herunder for at forbedre appen og oprette nye funktioner og teknologier.
Kommunikation med kunder eller potentielle kunder
Vi har behov for at kommunikere med vores kunder, så vi sikrer os, at ydelsen leveres korrekt. Herigennem kan vi behandle oplysninger om navn, adresse, CVR- nummer, ydelser, særlige aftaler, betalingsinformationer og lignende.
Herigennem vil vi behandle dine personoplysninger, så vi kan indgå i en dialog med dig fx svare på spørgsmål om vores ydelser. Vi behandler kun den information, som du giver os i forbindelse med vores kommunikation.
Hjemlen til at behandle disse personoplysninger er databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1 litra b.
Når ydelsen er leveret og eventuelle udestående er afsluttet, vil vi umiddelbart herefter slette personoplysningerne.
Skulle der i et særligt tilfælde opstå behov for at opbevare dine personoplysninger i længere tid, vil dette kunne være tilfældet.
Bogføring
Vi skal gemme alle regnskabsbilag jf. bogføringsloven. Det betyder, at vi gemmer fakturaer og lignende bilag til brug for regnskabsføring. Heraf kan der fremgå almindelige personoplysninger som navn, adresse og ydelsesbeskrivelse.
Vores hjemmel til at behandle personoplysninger til bogføringen er databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk.1 litra b.
Vi opbevarer disse oplysninger i minimum 5 år efter at indeværende regnskabsår er afsluttet.
Sikkerhed
Vi behandler dine personoplysninger sikkert og fortroligt i overensstemmelse med gældende lovgivning, herunder persondataforordningen og databeskyttelsesloven.
Dine oplysninger vil alene blive anvendt til det formål, de er indsamlet til, og vil blive slettet, når dette formål er opfyldt eller ikke længere er relevant.
Vi har truffet tekniske og organisatoriske foranstaltninger mod, at dine oplysninger hændeligt eller ulovligt bliver slettet, offentliggjort, fortabt, forringet eller kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med lovgivningen. En af vores vigtigste foranstaltninger er at holde vores medarbejdere opdaterede om GDPR via løbende awareness træning, GDPR kursus, samt ved at gennemgå vores GDPR-procedurer med medarbejderne.
Dine rettigheder og klagemuligheder
Du giver samtykke ved oprettelse af profil og har selv kontrol over dine oplysninger. Derfor vil vi gerne minde dig om følgende rettigheder, muligheder og værktøjer, der er tilgængelige for dig:
Ret til at se oplysninger (indsigtsret): Du har ret til at få indsigt i de oplysninger, som vi behandler om dig samt en række yderligere oplysninger. Du kan fravælge visse former for behandling af dine personoplysninger direkte i indstillingerne på din profil. Ellers kan du kontakte os her, hvis du ønsker at gøre indsigelse mod eller begrænse en databehandling, som vi har anført i denne privatlivspolitik.
Ret til berigtigelse (rettelse): Du har ret til at få urigtige oplysninger om dig selv rettet. Du kan opdatere dine oplysninger direkte i indstillingerne på din profil. Hvis du ønsker at berigtige andre oplysninger, kan du kontakte os her.
Ret til sletning: Du har ret til at få slettet oplysninger om dig, inden tidspunktet for vores almindelige generelle sletning indtræffer. Du kan slette nogle af de oplysninger, som du gav os direkte i appen. Du kan også helt lukke din profil i appens indstillinger, og så sletter vi dine oplysninger, som beskrevet i denne privatlivspolitik. Du kan under alle omstændigheder altid kontakte os her.
Ret til begrænsning af behandling: Du har ret til at få behandlingen af dine personoplysninger begrænset. Hvis du får behandlingen af dine personoplysninger begrænset, må vi fremover kun behandle dine personoplysninger – bortset fra opbevaring – med dit samtykke, eller med henblik på at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares, eller for at beskytte en person eller en vigtig samfundsinteresse.
Ret til indsigelse: Du har ret til at gøre indsigelse mod vores behandling af dine personoplysninger. Du kan også gøre indsigelse mod behandling af dine oplysninger til direkte markedsføring. Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte os her.
Ret til at transmittere oplysninger (dataportabilitet): Du har ret til at modtage dine personoplysninger i et struktureret, almindeligt anvendt og maskinlæsbart format samt til at få overført disse personoplysninger fra én dataansvarlig til en anden uden hindring.
Du kan læse mere om dine rettigheder i Datatilsynets vejledning om de registreredes rettigheder, som du finder på www.datatilsynet.dk.
Du har ret til at indgive en klage til Datatilsynet, hvis du er utilfreds med den måde, vi behandler dine personoplysninger på. Du finder ligeledes Datatilsynets kontaktoplysninger ved at følge ovenstående link.
Vi vil generelt opfordre dig til at læse mere om GDPR, så du er opdateret på reglerne.
Du kan få indsigt i og gennemgå dine indtastede oplysninger ved at logge ind på din profil på appen. Du kan også få en kopi af dine oplysninger ved at skrive til os her.
Samtykke
For at kunne oprette en profil på LITOU, skal du give samtykke til, at vi må behandle dine personoplysninger i overensstemmelse med denne Privatlivspolitik. Vi bruger udelukkende dine oplysninger til de formål beskrevet ovenfor.
Det er helt frivilligt, om du vil give os dit samtykke, men uden personoplysninger kan appen ikke fungere. I forhold til børn og unge under 16 år skal forældre eller formynder give samtykke på den unges vegne, før oprettelse kan finde sted.
Tilbagetrækning af samtykke
Når vores behandling af dine personoplysninger er baseret på dit samtykke, har du ret til at trække dit samtykke tilbage.
Du kan trække dit samtykke tilbage enten ved at opdatere dine profilindstillinger eller ved at fjerne enhedstilladelser, som du har accepteret i dine enhedsindstillinger (f.eks. adgang til specifikke typer af enhedsoplysninger såsom telefonkontakter, billeder, annonceringsidentifikatorer og placeringstjenester, eller samtykke til at modtage pushmeddelelser). Når du trækker dit samtykke tilbage, kan nogle funktionaliteter gå ud af drift. Du kan altid kontakte os her for at få flere oplysninger.
Anmodning om andre brugere
Af hensyn til din beskyttelse og beskyttelse af alle vores brugere kan vi bede dig om oplysninger for at bekræfte din identitet eller bemyndigelse til at handle på vegne af en bruger, før vi kan besvare en anmodning fra dig. Vi ønsker ikke, at andre personer får kontrol over dine oplysninger!
Vi forbeholder os retten til at afvise en anmodning fra dig, hvis vi ikke kan godkende dig, hvis anmodningen er ulovlig eller ugyldig, eller hvis den kan krænke forretningshemmeligheder eller intellektuel ejendom eller en anden persons privatliv eller andre rettigheder. Hvis du ønsker at modtage oplysninger vedrørende en anden bruger såsom en kopi af eventuelle meddelelser, som du har modtaget fra vedkommende, skal den anden bruger også fremsætte en anmodning.
Ændringer af privatlivspolitikken
Vi er sat i verden for at hjælpe dig med at matche med den virksomhed eller den kandidat, som vil have størst betydning for dig på den mest sikre måde. Samtidig skal vi overholde den til enhver tid gældende lovgivning. Derfor forbeholder vi os retten til at ændre LITOUs privatlivspolitik, så den altid er opdateret. Datoen for den seneste version vil fremgå øverst på siden, ligesom du vil modtage væsentlige ændringer direkte i appen.
Yderligere politikker og oplysninger
Retningslinjer, Cookiespolitik

